TOUR DE CHAMBRE

08.12.2021

Tine Høeg skriver elegant, intelligent, kælent og kynisk. Til sammen bliver de elementer til Tour de Chambre. Et mesterværk.


Jeg kendte ikke Tine Høeg, før jeg hørte hende fortælle om sin nyeste bog Tour de Chambre på Bogforum. Hun fortalte om, hvordan hun hele tiden betragter, iagttager og udspionerer verden for at samle materiale til karaktererne i hendes bøger. Om hvordan hvert eneste ord har været i et decilitermål, før det ender på siden og om, hvordan hun befrier sit sprog for rigid tegnsætning, men bruger det, når det giver mening for hendes sætninger.


Derfor måtte jeg læse fortællingen om Asta, der er leveret i 80'er-lignende indpakning og som romanlang lyrik.


Først tænkte jeg: Hvad er nu det for noget?


Nu tænker jeg: Der er ikke et eneste overflødigt ord i hele bogen. Det er, som om Tine Høeg har skrællet sproget med en kartoffelskræller og skrubbet fortællingen for hver eneste unødvendige plet. Det kræver både kunstnerisk talent og utroligt mod at lade ordene stå alene.


med ganske få ord og beskrivelser lærer vi 30-årige Asta at kende som en kompromisløs og følsom kvinde, og vi er både med hende i kollegie-fortiden og nutiden, hvor hun er i daglig dialog med sin bedste veninde Mai. Vi er på tåkrummende Tinderdate, til kaotiske kollegiefester, med i desperate sms-korrespondancer og med der, hvor livet gør ondt.


Jeg har mange litterære forbilleder, hvor jeg tænker: Ej, hvis jeg bare kunne skrive som hende eller hende eller ham.

Men jeg må bare sige; hvis jeg kunne bestille en klapsammenmad af Tine Høegs magiske sætningsstruktur og rytme og Stine Pilgaards humor og nøgne ærlighed, så ville jeg stå med den bedste rundtenommer, jeg kunne ønske mig.


Tine Høeg har med Tour de Chambre skrevet sig ind på hylden, der huser den stærkeste danske litteratur for tiden.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖