Terroristen fra Nørrebro

Opdateret: 23. aug. 2019

Husker du hvad der skete ved terrorangrebet mod Krudttønden og Synagogen i 2015? Jeg mente bestemt, at jeg kunne svare ja på det spørgsmål. Men så gav jeg mig i kast med Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein.

Terroristen fra Nørrebro – Jagten på Omar el-Hussein Mette Mayli Albæk, Louise Dalsgaard, Natascha Rée Mikkelsen Udgivet den 11. februar 2019 Politikens Forlag


Bogen er lige så meget en journalistisk optrævling af en ung mands fortid, som det er en minut-for-minut fortælling af begivenhederne den 14. og 15. februar 2015.

Tre retskyndige journalister står bag, og det mærker man tydeligt ved det enkle sprog, der bunder i en hverdag med formidling. Bogen hopper uden problemer frem og tilbage i tid, og det sker altid steder, hvor det giver god mening at tage en detour tilbage til fx Omar el-Husseins periode i Jordan.


Når tre journalister begiver sig ud i at skrive en bog om virkelige hændelser, forventer jeg - der også er uddannet journalist - høje standarder.

Jeg kan ikke stoppe mine øje i at lede efter manglende dokumentation: Hvor ved de fra, hvordan Omar el-Hussein psykisk havde det, efter han blev overfaldet på Strøget? Hvordan kender de til klokkeslættet for, hvornår Københavns Politi indsatte væbnede betjente ved Synagogen efter angrebet ved Krudttønden fandt sted?

Det er ikke altid, at de tre journalister kan eller vil afsløre kilderne til deres viden, men bogen er formidlet med en objektivitet og en ærlighed, som også gerne fortæller læserne, når de ikke har kunne få den eller den oplysning bekræftet fra fx uafhængige kilder.




Det er nu flere måneder siden, men i forbindelse med bogens udgivelse, deltog jeg i et foredrag af de tre forfattere ved Dagbladet Information. Her var især mødt mange andre journalister op, der interesserede spurgte ind til små bitte detaljer, som også bogen rummer. Ved foredraget bed jeg mærke i, at flere af de fremmødte havde personlige oplevelser at fortælle i relation til terrorangrebet. Én havde fx dækket det live på TV 2 News. Det har derfor på mange måder været mere end bare en læseroplevelse at give mig i kast med Terroristen fra Nørrebro, men bogen kan sagtens stå alene for alle, der med rette, har lyst til at kende flere detaljer om radikalisering, bander og hæsblæsende politiarbejde.

Seneste blogindlæg

Se alle