Tag ikke imod en pølse i moskva

Leif Davidsen leverer en pose blandede bolcher med sin nye novellesamling. Beskrivelserne fra hele verden er fascinerende, men mange af historierne mangler power.



Da jeg i oktober gik rundt på BogForum i Bella Centret og skulle købe mig et par nye bøger til vinteren, faldt jeg over Leif Davidsens novellesamling. Både overskriften Tag ikke imod en pølse i Moskva og omslaget med Ruslands karakteristiske katedraler fangede min opmærksomhed med det samme. Og den første novelle levede til fulde op til opmærksomheden.


Man følger et par, der er taget til USA for at se måneformørkelse. På uheldig vis forelsker manden sig i en anden kvinde, og Leif Davidsen beskriver de hemmelige og forbudte følelser, så jeg kan mærke dem ud gennem siderne i bogen. Da manden til sidst bliver grebet af et had, alle genkender, men kun de færreste handler på, stiger spændingsniveauet til det, vi også ser i mange af forfatterens succeskrimier. Første novelle rammer plet og efterlader mig med en eftertænksomhed, der ulmer flere dage efter.


Generelt kan jeg godt lide novellegenren, der over en kort tidsperiode og på ganske få sider skal sætte scenen og karaktererne, mens et plot udspiller sig. Det er en svær kunst, som Leif Davidsen mestrer – for det meste.


Men det er langt fra alle 24 noveller, der fanger mig. Beskrivelserne af både Da Nang i Vietnam, latinerkvarteret i Paris, de smalle gader i Moskva og den velkendte sommervarme i Sevilla er eksekveret til perfektion, som kun en suveræn journalist kan gøre det, men nogle af novellerne er intetsigende og decideret kedelige.


Alt i alt er den smukke bog med den sjove overskrift en pose blandede bolcher, hvor nogle fortællinger overrasker og udvider forståelsen, mens andre bare skal knases og sluges.

Seneste blogindlæg

Se alle