Planen

Opdateret: 8. feb. 2019

Morten Pape beskriver bander, kebab og indvandrerdebat til perfektion.


Jeg bor 350 meter fra Urbanplanen. Derfor kiggede jeg også ekstra meget efter gadeskilte og kebabsteder, de dage, hvor jeg læste Morten Papes bog Planen fra 2015.

Mortens hverdag i Urbanplanen er dog langt fra min egen tættere på Amagerbrogade og tættere på en tilværelse med fitnessmedlemskab, 8-16 job og andre ganske almindelige elementer i min hverdag.

Gør det Mortens tilværelse ualmindelig og uinteressant? Nej, men han lever et liv, som vi desværre kun hører fra sporadisk.

Vi følger Morten undervejs i sin opvækst i det hårde miljø. Lad mig lige omskrive det. Vi følger Morten undervejs i sin opvækst med fraværende forældre, sanseløst provokerende bander, der dominerer gaderne og eftermiddage og aftener i tunge skyer af hash og technomusik.


Dagene går, og Morten får ikke udlevet sine ellers lovende potentialer, der kunne være hans billet op og væk fra bunden. Ordsmederiet i rappens verden forbliver i notesbogen, og skuespiltalentet svigter gang på gang på grund af nervøsitetens snærende bånd.


Mortens danske gener gør det samtidigt til noget af en balancegang at vokse op i et lokalsamfund uden second chances. Blandt indvandrere, der ikke tøver med at sætte ham på plads ved hjælp af hårde ord på somalisk, men som også tager sig af ham og giver ham en plads om middagsbordet. Og blandt skinheads i Kastrup, der ikke accepterer Morten fuldt ud. Hans loyalitet ligger ikke hos dem, det kan de mærke.

Planen har en eminemt tråd af barnlig usikkerhed og ren og skær voksen ignorance. Jeg beundrer Morten Pape for modet til at sætte velvalgte ord på nogle af de konflikter, som jeg sammen med mange andre ellers succesfuldt lukker øjnene for. Bogen kaster nyt lys på skyggelagte sider af debatten, og trods Papes danske ophav, sidder jeg med en følelse af, at uhørte stemmer endelig bliver hørt.

Morten Pape er i sandhed et sprogligt geni, der kan beskrive røven ud af bukserne. Jeg taber gang på gang pusten over de scener, jeg får lov at kigge ind i.

Jeg ser skamfuldt til, mens danskere, som jeg selv, maler et fjendebillede på et ellers så lovende lærred af kulturudveksling. Jeg slår blikket ned, da Mortens mor rejser sig halvnøgen fra sofaen for at tænde en ny cigaret. Min øjne flakker, når Mortens såkaldte bedsteven gang på gang vender ham ryggen til fordel for en ny ung tøs.


Sproget i Planen gør det alene for mig til en eminent læseroplevelse - at alt det andet så også spiller, er det, der sender den helt op mellem stjernerne.