NATTENS BLOMST

03.11.2021

Ziba vil bare gerne gå med pufærmer, læse bøger og prøve at elske et andet menneske, men hun er bundet så stramt af normer og traditioner, fordi hun er kvinde. Nillou Zoey Johannsen har skrevet en bog om en iransk kvindes kamp for frihed.



De politiske vinde vejer fornyelse i Iran i 1950’erne. Kvinder må tage tørklædet af, studere, bestemme ting selv. Sådan er det bare ikke for 16-årige Ziba, der altid er blevet talt til med tavshed fra hendes mor og slag fra hendes far. Den unge kvindes største drøm er en uddannelse, men det er udelukket. Hun skal giftes og føde børn og rette til og ind.


I små, tavse oprør syer hun alligevel forbudte kjoler, sniger sig til en forelskelse, dagdrømmer om universitetet, men hver gang hun forsøger at trække vejret i 1950’ernes mandeforurenede Iran, tæsker hendes far alle spirende håb ud af hende.


Hun bliver gift med en mand, hvor vold og kærlighed er det samme, og de bånd, der løsner sig om Iran strammer endnu mere om Ziba. Men hun lader sig selv mærke forelskelsen, kærligheden og begæret andre steder end hos sin mand og kæmper et stille oprør i smug.


Alligevel kan hun ikke give den frihed, hun aldrig selv fik, videre til sine døtre. Og det er måske netop det, det hele handler om: Hvordan finder man kærligheden til at give det videre til sine børn, man aldrig selv fik?


Nattens blomst er en autentisk, knytnævehård og lidenskabelig bog om smerte og kærlighed og om, hvordan de to kan være synonymer og alligevel aldrig nogensinde kan forenes.


Jeg forstår Zibas kamp mod undertrykkelsen og volden, men jeg forstår ikke, hun ikke gør mere for at skrive sine døtres historie om. Og så synes jeg, den lidenskabelige del fyldte for meget. Der er så mange andre smukke ting i fortællingen og Zibas kamp, der vejer op mod volden. Det havde stået stærkt nok i sig selv.


Tre ud af seks bøger: 📖📖📖