Næste!

Jeg blev inspireret til at læse Næste!, fordi så mange anbefalede den på Instagram, og fordi indpakningen er lige til at spise.



Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg kastede mig over romanen Næste! Af norske Nina Lykke. Men jeg fandt hurtigt ud af, det var en satirisk fortælling om den norske læge Elin, der på alle måder lever leverpostejslivet med arbejde, fejltrin og dårlige vaner.

Vi er skiftevis med i konsultationen, hvor patienter bliver behandlet for alt fra fodvorter til mavepine og depressioner, men vi er også med i Elins kærlighedsliv, der blomstrer og spirer – bare ikke med hendes mand, der hellere vil stå på rulleski.

Det bliver en blanding af en kærlighedsroman og sarkastisk socialrealisme, der er skrevet nøgternt og uden omsvøb, og Nina Lykke rammer lige ned i det skandinaviske liv, der er blevet trivielt, forudsigeligt og meningsløst. Så jeg forstår godt de mange roser fra anmeldere og læsere – jeg tror bare, man skal have en vis alder for at synes, det er rigtigt sjovt og rigtigt rammende.

Som 25-årig har jeg sværere ved at sætte mig ind i problematikkerne, der følger med et årelangt ægteskab, livet med voksne børn, det rutineprægede arbejdsliv og de opgivne drømme. Jeg er ikke i tvivl om, det er en bog, man kan klukgrine af undervejs, jeg gjorde bare ikke.

Tværtimod blev jeg irriteret over de urealistiske dialoger med skelettet Tore og den underlæggende pessimisme over alt i livet. Men om tyve år kan jeg med stor sandsynlighed genkende mere af mit eget liv i Elins, og så vil en anmeldelse fra mine fingre sikkert se helt, helt anderledes ud.