Millenniumtrilogien

Opdateret: 8. aug. 2019

Endelig fik jeg læst Stieg Larssons serie af bøger, der har domineret den nordiske krimiscene de sidste mange år.



Og nu forstår jeg, hvorfor alle taler om dem. Trilogien indeholder bøgerne ”Mænd der hader kvinder”, ”Pigen der legede med ilden”, og ”Luftkastellet der blev sprængt”, og ud over at være velskrevne krimier, hænger de alle tre sammen i et velkomponeret og solidt plot.


I ”Mænd der Hader kvinder” bliver hovedpersonen, journalisten Michael Blomkvist, bedt om at afdække en gammel forsvinden, der senere viser sig at være lidt af et mysterium. Men det handler langt fra ”bare” om at løse mysteriet om Herriot Vanger. Det handler også om det fintflettede plot, der snor sig om Blomkvist selv.

Man er hele tiden i tvivl, om det lykkes at få viklet ham ud, men takket være Lisbeth Salander, der siden er blevet symbolet på bøgerne, får han både et liv i de følgende bøger og en elsker og kompagnon, der holder sammen i de følgende bøger. ”Mænd der Hader Kvinder” er sublim krimilæsning, der ikke et eneste sted svigter i plot og limninger.


Akkurat som i bog nummer et jonglerer Stieg Larson med et stort persongalleri og mange bolde, der både skal kastes og gribes i "Pigen der legede med ilden". Michael Blomkvist er redaktør på magasinet Millennium, og da en af hans ansatte og dennes kæreste findes myrdet, bliver Blomkvist endnu en gang trukket ind i opklaringen af en mordsag. Akkurat som i 1’eren kommer Lisbeth Salander, der er en fremragende hacker, ham til undsætning. Plottet fungerer hele vejen, og som det kun sker i ganske få krimier, er spændingen holdt lige til det sidste.

Hvis man ikke ved - hvilket jeg ikke gjorde, at plottet fortsætter i bog nummer tre, kan man godt sidde med en brat følelse efter at have læst de sidste ord. Nu kastede jeg mig over nummer tre allerede samme dag, og jeg fik derfor hurtigt opfølgningen på historien.


Jeg synes dog, ”Luftkastellet der blev sprængt” er en tungrian i begyndelsen. Det er svært at holde styr på de mange efternavne, men efterhånden som brikkerne falder på plads, stiger spændingen, og det ender med en perfekt kulmination på serien, jeg vil kalde den bedste krimiserie, jeg har læst. Den er ambitiøs og svær, men meget gennemført.