Meter i sekundet

Meter i sekundet er en lillebitte bog om en masse små begivenheder med en masse små ord, der bliver til en kæmpestor fortælling.


De bedste læseoplevelser er dem, hvor man sidder tilbage med bogen i skødet og kigger ud i luften, når man har læst den sidste side. Når personerne og fortællingerne lever videre, og man stadig undres og forundres bagefter.


Sådan havde jeg det med Stine Pilgaards ”Meter i Sekundet”, der er minimalistisk og ekstravagant på samme tid. Minimalistisk, fordi sproget er skrællet for beskrivende detaljer, fortolkende kommentarer, fyld og frynser. Ekstravagant, fordi det minimalistiske sprog åbner op for en fantastisk fortællestil, hvor vi som læsere selv får lov til at fortolke på hver en bevægelse, hvert et ansigtstræk, hver en dialog. Stine Pilgaard sætter nogle ord og nogle scener op for os, men vi står selv for at forstå.


Omdrejningspunktet i bogen er en kvinde i 30’erne, der sammen med sin mand flytter ind på den højskole i Vestjylland, hvor han arbejder. Her starter, ikke bare et nyt højskoleophold for en masse unge mennesker, men også et nyt liv for hovedpersonen. Hvordan lærer man nye mennesker at kende? Hvad er de sociale koder i supermarkedet? Hvorfor gør vestjyder sådan? De forskellige handlingsforløb i bogen svæver ud og ind mellem hinanden, men er bundet op på uendeligt mange køretimer ved kørelærerne Mona og Peter, der er den røde tråd i fortællingen. Hovedpersonen har nemlig visse udfordringer ved at få sit kørekort i hus.


Ved at fjerne tid og sted i fortællingen og lade tanker og dialoger flyde sammen, kredser Stine Pilgaard om de konkrete scener og handlinger, men hæver samtidig fortællingen til et essayistisk værk om det at være til. Så selvom det egentlig handler om at hente sit barn ved dagplejemoren eller at lave en U-vending, handler det om meget mere og meget større ting end det, og det er derfor, bogen er hamrende interessant.


Og så er den vanvittigt sjov. Ikke på den påtagede måde, mere ligesom den type, der siger noget sjovt uden overhovedet selv at grine, mens de andre ligger sammenkrøllede af latter ved siden af. Den er selvironisk, kynisk og kærlig på samme tid, og så er den vigtig. Ikke som roman, hvis man læser den en til en, men som essayistisk bidrag til litteraturen, der vil mere med ordene, end bare underholde.