Man skulle nok have været der

26.06.2021

Jeg er dybt fascineret af Thomas Korsgaards litterære evner, men bog nummer tre blæser mig ikke bagover.



Man skulle nok have været der er en af de bøger, jeg har ventet på, siden udgivelsen blev annonceret. Og jeg er stadig lige imponeret over Korsgaards fjerlette sprog og intelligente sarkasme, men jeg er skuffet over plottet.


Vi har efterhånden lært Tue rigtigt godt at kende og har fulgt ham, siden han var teenager i sin dysfunktionelle familie, hvor tanker om død nærmest fyldte mere end liv. Vi har også fulgt hans homoseksuelle rejse og løsrivelse fra forældrene, og i bog nummer tre er der lagt op til den første fortælling om Tue på egne ben.


Den unge jyde har fået arbejde som avissælger på Politiken og flytter lidt tilfældigt hjem til en kollega, der stadig bor hjemme. Her bliver han præsenteret for alt det, han ikke selv kommer fra, men i stedet for at nyde det, opfører han sig dovent og ubehøvlet og ender med at ødelægge det for sig selv.

Hver gang Tue har en mulighed for lidt stabilitet og ro i sit liv i København, fucker han det op, og jeg køber fuldstændigt præmissen om at være et produkt af sin fortid, ung, hjemløs og rodløs.

Jeg køber også plottet om, at han arbejder som provisionslønnet avissælger, bor hos en kollega og hendes mor, flirter med en ung fyr med fart på og har brudt kontakten med sin familie.


Men hvor jeg tidligere har nydt at være inde i Tues betragtende teenagehjerne, sidder jeg nu tilbage med en fornemmelse af en Tue, der har givet op og en Thomas Korsgaard, der ikke leverer det skærende klare billede af virkeligheden, som jeg ellers synes, han er fantastisk til.


Korsgaard er stadig mit sproglige forbillede, men jeg savner fremdrift i historien, og jeg savner mere kant, dybde og refleksion.


Tre ud af seks bøger: 📖 📖 📖