LALANDIA

Jens Vilstrup har leveret en cocktail af socialrealisme og psykologisk drama tilsat et skvæt spænding og et drys sprogligt glimmer på toppen.




Hvis jeg skal være ærlig, havde jeg ikke de store forventninger til Jens Vilstrups Lalandia. Jeg synes ikke, det er den mest æstetisk indbydende bog.


Men allerede fra de første sider vidste jeg, jeg havde fat i noget rigtigt guf. Jens Vilstrup skyder om sig med sproglige lækkerbidskener og folder detaljerne ud som en guirlande over fortællingen, og det er lige noget for mig.


Historien handler om Tom og hans familie, der flytter fra Greve til Lolland. Derude hvor vejene er tynde, og husmurene ligner, de har en hudsygdom, som han beskriver det. Tom er den type, der ramler ind i det meste – både fordi han er større end alle de andre og fordi, han bare er en lidt kejtet person.


Men en dag flytter plejebroren Nick ind, og selvom han i begyndelsen nægter at tale, bliver det de to mod hverdagen.


I en parallel fortælling arbejder de to brødre sammen i København som voksne, og i endnu et spor er Tom på jagt efter Nick i Thailand.


Plottet er gedigent og sammentømret, og er både en socialrealistisk fortælling om Udkantsdanmark, tilpasningsproblemer og alle mulige andre problemer, men også en spændingsroman, hvor bomben først springer i sidste sekund. Men jeg er mere optaget af måden at fortælle end af selve fortællingen.


”Vi står sådan et kort sekund. Som et vaterpas, hvor boblen forsøger, men ikke kan finde midten.”


”Foråret kommer, det kravler grønt hen over markerne som en baby, der vaklende rejser sig og begynder at gå, det lugter af sød menneskehud, spagnum i poser, af marmelade, af vanilje, af ramsløg, af kattetis…”


Det er altid en balance, når man vil udpensle handlinger, lugte og følelser med sammenligninger, og der er en reel risiko for at blive hysterisk eller karikeret i sit sprog. Men det synes jeg ikke på noget tidspunkt, Jens Vilstrup bliver i Lalandia. Tværtimod er sproget overlegent præcist, og det at kunne skrive sjovt og turde dvæle ved detaljerne og dyrke billederne vidner om digterisk overskud.


For Jens Vilstrup ligger troværdigheden i detaljen, og netop den troværdighed gør, at Lalandia ikke bare bliver litterær detalje. Det er en sproglig oplevelse .


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖