Klinkevalstrilogien

I flere år har min mor og bedstemor sagt: Sophie, nu må du altså snart læse noget af Jane Aamund – og jeg kan kun sige tusind tak for den opfordring.




Min familie læser meget, og de har flere gange opfordret mig til at læse nogle af Jane Aamunds socialrealistiske værker om sine slægtninge, og hold nu fast nogle fortællinger.

I Klinkevalstrilogien, der er en samling af de tre bøger ”Klinkevals”, ”Juliane Jensen” og ”Oven Vande”, følger man Jane Aamunds farmor Juliane Jensen og livet i det barske og usle Christianshavn i slutningen af 1800-tallet.


Bogen er en kæmpe på 600 sider, men den fungerer som en skakt, hvor man som læser bliver suget ind i den mørke, knirkende lejlighed i Overgaden Oven Vande, der med farmoren som overhoved for det meste husede otte mennesker, vasketøj, madlavning, fester og livskriser.

Mens jeg læste bogen, så jeg lejligheden for mig, jeg duftede osen fra køkkenet, sæbespånerne fra det ugentlige bad, hørte de knirkende brædder og mærkede kulden komme krybende. Jane Aamund, der desværre døde i foråret 2019, skrev med en usædvanlig sans for sanserne.


Juliane gik ud i køkkenet fulgt af børnene. Thora sprang op på køkkenbordet. Vinduet i det lille, mørke køkken vendte mod gården. Der var to tallerkenrækker med rosenmønstrede tallerkner, et lille fyrretræsbord med gul voksdug. Karkluden lå hvid og nykogt over den skrammede vandhane.


Fortællingen tager udgangspunkt i Juliane Jensen, der er Jane Aamunds farmor, og hun var en statelig dame der satte pris på at se flot ud og vise sig i offentligheden. Samtidig opfostrede hun seks børn i den trange lejlighed med klunkemøbler og lokum i gården, men Jane Aamund skildrer ikke familiens liv som en offerkamp – tværtimod. Dagene med tvebakker med mælk til aftensmad var næppe sjove, men familien Juliane Jensen og hendes børn kæmpede og pudrede hverdagen med fester, kærlighed og sammenhold.


Hun satte sig ned, tog sit sytøj og syede så hurtigt, der kom knude på tråden. Hun bed den over, og trådede nålen igen. Hun kunne ikke fordrage, at Otto hele tiden talte om proletarer og de fine. Der var selvfølgelig dem, der havde flere penge, men hun nægtede, at der var forskel på hende og de fine damer. De havde bare ligget sig til det hele.


Jane Aamund skriver, som var man selv til stede i de små stuer på Christianshavn, og selvom der hverken er store sprogblomster eller finurlige vendinger, er det et medrivende, rørende og detaljeret billede af Københavns slum for over 100 år siden, og den giver os et billede af den fortid, der er grundlaget for det København, vi kender i dag.


/Sophie