Jeg løber

Hvordan anmelder man en bog, som er så hjerteskærende læsning, at man kun lige akkurat kan overtale sine egne nerver til at læse et par sider af gangen? Den tanke sidder jeg tilbage med, efter jeg har læst Jeg Løber, der er en fortælling om den barske tid, der fulgte efter journalisten Anders Legarth Schmidt mistede sit barn til leukæmi.


Jeg læste bogen på Mofibos app. Og ja, mit iPhone-cover har set bedre dage!

Jeg Løber af Anders Legarth Schmidt

Udgivet den 18. februar 2018 på Politikens Forlag


At snøre skoene og løbe bliver måden Anders overlever på. Tankerne om tiden med kræftsyge Ellen følger med ud på fortovene, i parken og rundt på den blå atletikbane ved Østerbro Stadion, alligevel er det dét, som gør livet efter hun dør udholdeligt.

Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan det er at miste et barn, men Anders Legarth Schmidt udpensler virvaret af følelser og savnet for mig i en sådan grad, at jeg ikke er et sekund i tvivl om, at her har vi at gøre med det absolut sværeste livet kan byde en.


Det er svære dage. Det er det altid på denne tid af året. Ellens fødselsdag nærmer sig. Jeg fyldes af tanker om hende. I aftes lå hendes mor og Alice i en time i sengen og så videoer af Ellen, der bader baby Alice og vrider våde klude ud over den lille buttede babykrop. Nu er hun ikke mere. Babyen er stor. Ellen er væk. Jeg listede mig ind og så et par minutter af videoen med dem. ”Du har tårer i øjnene, far.” ”Det er okay, Alice. Far savner bare Ellen.”


Jeg Løber indeholder også et utal af livsbekræftende begivenheder og tanker. At se sin datter, Alice, der er lillesøster til Ellen, på sidelinjen, der hepper sin ’farmand’ i mål på distance efter distance. At etablere en tavs og indforstået forbindelse til løbekammerater i et fællesskab, der ønsker hinanden det bedste på løbsdage og i livet.


At en bog om et ubærligt tab og en sorg så stor, det halve kunne være nok, også rummer en glæde og en nysgerrighed livet, kroppen og verden, var for mig en overraskelse, og noget, der sendte mit følelsesliv på konstante rucheture.

Anders Legarth Schmidt sender også midtvejs en kærlig tanke til journalistkollegaen Jørgen Leth, der om nogen værdsætter enmands kraftpræstationer i sportens navn. Et helt kapitel, hvor Legarth Schmidt så let som ingenting adapterer Leths sproglige kendetegn og overfører dem til løbsverdenen.


Ved 10 kilometer kigger jeg på uret. Jeg bliver til en maskine på landevejen. Jeg løber det rette tempo. Ikke for hurtigt. Ikke for langsomt. Perfekt. Jeg er et menneske i løb. I Frankfurt.


Bogen blev oprindeligt udgivet som en blog på Politiken.dk mellem 2015 og 2016. I 2018 udkom blogindlæggende i en samlet bogform, og i mellemtiden var blogindlæggende blevet opsat som skuespil på det Kongelige Teater. Næste runde af forestillinger finder sted i januar 2020, og jeg planlægger at se skuespilleren Anders Juul i den kraftpræstation, det må være at skulle løbe ni kilometer h.v.e.r.a.f.t.e.n. Og det vilde er jo faktisk, at når man har læst bogen Jeg Løber, så ved man godt, at ni kilometer, det er en rolig dag for manden, der løber kilometer efter kilometer dag ud og dag ind.