Jeg løb mod Nilen

”Jeg løb mod Nilen” er på mange måder både grænseløs, grænsesøgende og grænseoverskridende læsning.

”Jeg løb mod Nilen” er en roman fra 2019 om det arabiske forår. Den er skrevet af Alaa Al-Aswany, der er en af de mest læste forfattere i Mellemøsten, men romanen er forbudt læsning i Egypten og forfatteren er søgt i eksil i New York.

I romanen møder vi mange forskellige karakterer, der på hver sin måde har en rolle i oprøret. Vi møder både den ældre mand, Ashraf og hans elskerinde og husholderske Ikram, der er tovholdere på både oprørene på Tahrir-pladsen og romanens mange tråde. Vi møder også den unge lærerinde Asma, der gennem hele bogen kommunikerer via breve med sin kæreste. Begge er visionære unge, der drømmer om lighed, frihed og demokrati.

Omvendt får vi også indblik i livet som militærgeneral og politimand, gennem karakterer, der tror på, at deres mission om en militær diktaturstat er den eneste rigtige.

Når jeg siger, bogen er grænseløs læsning, er det blandt andet, når de unges visioner møder militærets magt. Der er ikke grænser for, hvor ond, morbid og uforståelig kampen er for oprørerne. De er oppe mod en militærstat, der ikke er bleg for at bruge vold og magt. De er oppe mod en stat, der opretter falske tv-stationer til at udsende løgne om oprørernes handlinger og hensigter. Og de er oppe mod en stat, der er gennemsyret af demoraliserende korruption og handler i portene.

Den er grænsesøgende, fordi Alaa Al-Aswany, ud over at skildre kampene på Tahrir-pladsen og den ophøjede tro på Gud, går i den modsatte grøft og og samtidig skildrer et hedt og lidenskabeligt sexforhold mellem en ældre mand og hans husholderske. Aswany ønsker bevidst at vise det modsatte af, hvad det traditionelle, muslimske Egypten står for.

Grænseoverskridende er ordet for min samlede oplevelse af bogen. Jeg er blevet klogere og har fået en smuk, nuanceret og detaljeret indsigt i det arabiske forår og de kampe, der foregik mellem de visionære oprørere og militærmagten.

Ud over den skønlitterære frihed og Alaa Al-Aswanys egne oplevelser fra opgøret i 2011, er bogen krydret med en række sande vidneforklaringer fra unge mennesker, der alle er endt i militærets smertende hænder. Det styrker bogens troværdighed, og gør den bare endnu mere grænseløs, grænsesøgende og grænseoverskridende.

Min eneste hage er, at det kan være svært at holde styr på de mange arabiske navne og karakterernes forskellige fortællinger. Man skal være vedholdende de første 100 sider for at lære dem og deres skæbner at kende.