I ruiner

17.10.2021

Når man kan hviske virkeligheden ned på papiret og samtidig skrige den ud i hovedet på læseren, så er man ikke bare forfatter. Så er man kunstner. Sådan en er Morten Pape.


Min mor spurgte mig, da jeg var halvvejs, om I Ruiner nu var lige så barsk som de to andre?

På det tidspunkt var jeg ikke nået til folkemordet i Rwanda, alligevel sagde jeg ja.

Den er ikke blodigt-barsk. Den er så tavst-barsk, at det gør lige så ondt at læse som de foregående - mere fysisk ubehagelige fortællinger.


Vi følger hovedkarakteren Amalie, hendes mor, far, storesøster og lillebror på Ugandavej på Amager. En ret normal familie med parcelhus, madpakker og middelløn. Men som i de fleste andre familier er overfladen lakeret, og lige nedenunder gemmer sig den ene ubehandlede knast i gulvet efter den anden.

Amalie er en pige, der forsøger at finde sig selv, være der for sin familie, passe ind på gymnasiet, finde fodfæste som næsten voksen. Men livet spænder ben for hende.

Jeg var spændt på, om Morten Pape kunne skrive fra et kvindeligt synspunkt. Men få sider inde i bogen blev den skepsis gjort til skamme.


Da Amagerbanken, hvor moren arbejder, krakker, krakker familien også, og den splintres som en vase, der rammer gulvet i slowmotion. Undervejs kæmper Amalie for sandheden, men ingen siger noget. Hver person er en skurk, for alle vender det blinde øje til på en eller anden måde. Alligevel har man lyst til at tage hver eneste karakter ud af bogen og kramme kærlighed og tillid og styrke ind i dem. Sige til dem, at hvis de bare taler om tingene, fortæller hvordan de har det, spørger om hjælp, så skal alt nok gå. I stedet danser de stille rundt i hvert deres liv, der langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Og lige så stille de er om alle hemmelighederne, lige så tyst er Morten Papes sprog.


Inde i stuen sidder mor i en beigebrun lædersofa og ser fjernsyn. Vejrudsigten, minusgraderne vil fortsætte. Hendes lår hviler fladmaste og fyldige i sofaen. Panden glinser i skæret fra fjernsynet, håret er sat op i en knold. Moster sidder med ryggen til hende ved en stationær pc og spiller hjerterfri.


Jeg behøver ikke mere. Med få, fuldstændigt akkurate detaljer ser jeg stuen for mig, jeg kan lugte moren, genkende computerspillet. Morten Pape siger så meget om sindstilstande og stemninger med detaljerne. Det er en bog på 600 sider, og der er ikke et eneste overflødigt ord.


I forsøget på at få svar opsøger Amalie en psykolog, og det fører hende tilbage til ruinerne efter folkemordet i Rwanda. Lige da hele fortællingen skifter fra Amager til Afrika tænkte jeg: Åh nej, går det nu?

Men ja. Ligesom med alt andet går det fuldstændig sublimt. Og fra at hviske om alle skeletterne i en dansk kernefamilie, skriger han historien om folkemordet i Rwanda. Og de to spor har på tragisk vis meget mere tilfælles, end man lige kan se og koster begge to ofre.


Morten Pape har skrevet en trilogi om Amager. Men han har også med sine tre bøger skrevet et nutidigt portræt af Danmark, som er så skrællet og så sandt, at alle bør læse det. Jeg lægger mig fladt ned for Morten Pape og hans socialrealistiske kunstværk.


Seks ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖 📖