Hvor flodkrebsene synger

Efter en forvirrende begyndelse, hvor man lige skal forstå rammerne og omgivelserne, tryllebinder Delia Owens læserne i en rørende og sanserusende fortælling.




Over de sidste måneder er jeg stødt på denne amerikanske debutforfatter en del gange, og jeg har hørt den ene rosende beskrivelse af bogen efter den anden. Alligevel var jeg langsom om at komme i gang, for det lød næsten for abstrakt til mig: En bog om en pige, der lever i en øde marsk i North Carolinas udkant i 1950’erne og 60’erne. Om hvordan hun overlevede uden penge, familie eller kærlighed. Talte med mågerne og fandt ro i markens mørke laguner.

Men Owens gjorde hurtigt alle mine fordomme til skamme. Selvom omstændighederne i fortællingen er langt fra noget, jeg selv kan forestille mig, er sproget og beskrivelserne i sig selv et sandt mesterværk. Man kan mærke mudderet mellem hovedpersonens tæer, fornemme kløen fra de utallige myg, føle byboernes onde blikke på den forladte pige, der bor og lever isoleret.

Gennem hele bogen veksler vi mellem at følge hovedpersonen Kya og en lokal politiefterforskning mange år ude i fremtiden. Efterhånden som vi følger Kyas opvækst fra at være en lille pige i stumpet tøj, til at blive voksen, møde kærligheden og blive forfatter, nærmer vi os årstallet for den lokale efterforskning. Langsomt falder brikkerne på plads, og bogen udvikler sig til lidt af en spændingsroman, hvor man som læser holder vejret til det sidste. Bogen er langsom i starten og virkede lidt forvirrende, men da Delia Owens først åbner porten til Kyas følelsesliv, vokser hun helt ind under huden.

Bogen er en sjov genrekombination og rummer mange forskellige følelser. Den er både barsk, romantisk, let, tung, sjov og grufuld på samme tid. Og er det i virkeligheden ikke ofte de bedste bøger?

Jeg giver mine varmeste anbefalinger til en letfordøjelig sommerferieroman, der alligevel er så tung, at den sætter tydelige aftryk i tankerne bagefter.