hvis vi ikke taler om det

08.08.2021

Leonora Christina Skov har med Hvis vi ikke taler om det leveret endnu en bombe i dansk litteratur. Den kredser om MeToo, men det er i virkeligheden ikke det mest interessante.

Efter at have sprængt bestsellerlisterne og vundet De Gyldne Laurbær med Den, der lever stille, har der været høje forventninger til bog nummer to fra Leonora Christina Skov.

Tematisk står den ikke lige så stærkt, som den første bog, men sprogligt lever forfatteren til fulde op til sit eget, høje niveau. Hun viser især litterært overskud ved at sejle blidt fra barndom til tiden som ung forfatterspire til tilblivelsen af Hvis vi ikke taler om det og til tiden efter. Det kræver ikke bare struktur, men talent at cruise ud og ind af tid på den måde uden på noget tidspunkt at smide sin læser over bord.


Den selvbiografiske roman trækker tråde til fortiden, men den handler i højere grad om hendes forfatterkarriere, der i mange år var meget mindre glorværdig, end man forestiller sig, og så handler den om en MeToo-sag, der, som så mange andre af den slags overgreb, er blevet pakket ind og pakket væk ind til nu, hvor vi som samfund endelig er begyndt at pakke op.


Emma: Jeg synes, det er mega fedt, den er bygget op om udgivelserne og springer i tid. Det er ikke, fordi MeToo ikke interesserer mig, men det havde givet noget til fortællingen, hvis det stod mere rent. Jeg ved godt, hun selv har sagt, det er meningen, vi ikke får mere at vide om, hvad der foregår på det kontor ved forlæggeren, men årh. Jeg vil bare gerne vide mere.

Sophie: De fleste vil nok rose hende for at gå ind i emnet uden at beskrive detaljerne. Er vi ikke lidt sladder-liderlige for at ville vide, præcist, hvad der er sket på det kontor?

Emma: Jo, det tror jeg. Men jeg synes bare ikke, MeToo-delen var det interessante.

Sophie: Det er spændende at få indsigt i, at succes ikke er givet, bare fordi man udkommer. Men jeg læser den heller ikke som en MeToo-bog.

Emma: Jeg kan godt lide at høre om, hvordan hun designer sine bøger, står til et fotoshoot, hele processen om bogens tilblivelse. Det er lidt det samme som det, jeg får gennem blogs. Og det viser jo også, hun er moderne og kender sine læsere.

Sophie: Enkelte steder tænkte jeg: Er hun lidt irriterende, når hun gennem en hel bog aldrig forstår den succes, hun har opnået, og at folk er der for hende?

Emma: Det er lidt trættende, hun kører i ring om, hvor dårlig hun selv er. Måske janteloven bare er for stærk i os, men det virker nærmest falsk.

Sophie: Jeg tror, de fleste læsere sympatiserer med hende, fordi hun er så ydmyg og deler sin tvivl og tanker omkring det. Men man tænker lidt: Hvornår forstår hun, det ikke bare er tilfælde på tilfælde? Altså, hun kan vel ikke blive ved med at tvivle så meget på sig selv.

Emma: Den er ikke lige så god som nummer et. Men den var jeg virkelig også imponeret af. Jeg synes, det er en god læseoplevelse, og alle betragtninger om, hvordan man skriver, og indblikket i forlagsbranchen og hvordan man udgiver, er bare superinteressante.

Sophie: Jeg synes, hun har skrevet en pissegod bog, og jeg bliver helt vildt inspireret af at høre om livet som forfatter. Jeg elsker, det er så ærligt.


Emma: Fire ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖

Sophie: Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖