Guds bedste børn

Opdateret: 21. mar. 2019

Morten Pape har gjort sig selv til en forfatter i den absolutte skønlitterære elite.


Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er kæmpe fan af Morten Pape og hans første bog Planen. Faktisk vil jeg gå så langt som at udråbe den til en af de bedste bøger, jeg nogensinde har læst.


Derfor var det også med dirrende hænder, jeg gik i gang med Guds Bedste Børn – det han selv har kaldt ”den svære toer”. Jeg var bange for, at jeg ville få ødelagt mit nærmest romantiske syn på nummer et, hvis nummer to ikke fulgte trop.


Men ganske få sider inde i Guds Bedste Børn står det klart for mig, at Morten Pape ikke bare var en heldig debutforfatter, der ramte plet i første forsøg. Han er en ægte forfatter. Han er en kunstner. En gudsbenådet fortæller, der vejer hver enkelt detalje i gram, så der aldrig er overvægt eller ubalance i sproget.


”Mor finder sig en ny mand. Kim hedder han. En rigtig bodegabums med sømandstatoveringer på armen, begyndende måne, en ølvom der må have kostet mange bistandsskejser. Kødfulde kinder og blodfattige, tørre læber, dårlig ånde og korte, tykke fingre. Han klipper sin tånegle ned i askebægret derhjemme i stuen, men er ligeglad med om han rammer.”


Med den beskrivelse rejser Kim sig nærmest fra siderne og vandrer levende ud ad bogen. Jeg elsker den nøgterne og samtidigt overloadede beskrivelse, der efterhånden er blevet Papes vartegn.


Men Guds Bedste Børn er ikke bare en smukt skrevet bog. Den er barsk, og den tager udgangspunkt i et virkeligt mord, der fandt sted i 2008 på en af forfatterens egne venner. Da jeg fortalte mine kolleger om den, sagde flere, at det nok ikke var noget for dem. Og jeg forstår, hvad de mener, for den er ikke ideel at falde i søvn på som godnatlæsning i det gennemsnitlige soveværelse, men den er bare så hamrende vigtig! Ja, det er fiktion, men det er også virkelighed.


Det er virkelighed, at to indvandredrenge, i bogen Jamil og Zeki, sidder på fortovet på Amagerbro og spiser pizza, da to danske drenge i teenagealderen stiger ud og slår den ene – Morten Papes ven – ihjel med et bat på åben gade. Plottet er makabert, men Pape eksekverer fortællingen genialt.


Selvom Simon og Mickey, de to danske drenge, er mordere, skurke og en brod i det danske samfund, bliver deres skæbne fortalt, så jeg sad med tårer i øjnene, når jeg læste om deres liv. Det er to ulykkelige stakler, der er blevet et produkt af deres opvækst.


”Jeg har gjort det så godt, jeg kunne, Simme. Det har jeg virkelig.”

”Det ved jeg godt. Du er ikke nogen dårlig mor.”

”Nej. Det er sgu staten, der er en dårlig mor. Ikke mig.”


Det er samtalen mellem Simon og sin mor en dag, efter Simon har afsonet tre års fængsel for overfaldet på Zeki.


Morten Pape har ikke bare skrevet en sublim roman. Han har skrevet om noget, der er vigtigt, væsentligt og som vi allesammen burde høre om og forholde os til. Og så har han skrevet sig ind i den ypperste elite af danske forfattere. Man kan ikke komme uden om kunstneren Morten Pape.