Forsvindingsnumre

Amalie Langballe skriver kantet og kynisk om det at mistet en forælder, være i sorg og være i tvivl om, hvad livet egentlig går ud på. Og det er forfriskende.


25.05.2021


Jeg hørte om Forsvindingsnumre i podcasten Knaldromaner, hvor to unge kvinder diskuterede bogens seksuelle tema, der er gennemgående og en del af hovedpersonen Agnes’ sorgproces.


Men det er meget mere og meget større end sex og orgasmer og forskellige fyre. Det er en smuk beskrivelse af at stå med en ubeskrivelig sorg.


Amalie Langballe forsøger ikke at sætte ord på, hvordan hovedpersonen Agnes fysisk føler det at have mistet sin mor og heller ikke, hvad hun konkret tænker, men hun viser alligevel med plot og især sprog, hvor kaotisk og smertefuldt og meningsløst, det er.


Romanen har fået kritik for at være klummeskrivning i romanform, smart-i-vendingen og i Nynnes Dagbog-kategori, og jeg kunne ikke være mere uenig.


Selve historien om Agnes, der fører et udsvævende singleliv i København, tager en tur til Tel Aviv og lever livet – eller måske ikke lever og hendes urealistiske samtaler med en død fugl og en voodoo-dukke er ikke det, der slår benene væk under mig, men det gør sproget.


Når hun mestrer at få sorgen til at virke kaotisk, kynisk, langsom og hurtig på samme tid, er det ikke plottet og fortællingen, der gør det. Jo, det er da kaotisk at have sex med mange forskellige, have svært ved at binde sig, være på stoffer og have mistet sin mor.


Men det er den indre dialog, det er den nøgterne observans, sammenligningerne, sætningernes rytme, timingen, bevægelsen og temposkiftet, der gør, jeg sidder tilbage med en følelse af at forstå sorgens mekanismer bare en lille smule.


Hvis det er klummeskrivning, må der være mange klummer på et meget højt, litterært niveau i Danmark, og jeg vil gerne lære, hvordan man gør det.


Fire bøger ud af seks: 📖 📖 📖 📖