fladland

31.07.2021

Fladland er en fortælling om at vokse op i Vestjylland og blive et produkt af det, man kommer fra, hvad end man vil det eller ej.


Forfatter Ditte Holm Bro er selv vokset op i Vestjylland og har brugt mange år på at acceptere, man er, hvad man kommer fra. I hendes debutroman Fladland binder hun det at vokse op og blive menneske med den helt fastlagte proces, der er i at dyrke afgrøder. Så, vokse, være skrøbelig, blive stærk, modne, blive et resultat af det, der blev lagt i jorden.


Fortællingen kredser om 12-årige Sally og hendes veninder, der vokser op på landet i et liv, der styret af normer, uskrevne regler og rutiner og i en hverdag, der er, som den altid har været med mennesker, der også er, som de altid har været.


I takt med at Sallys krop begynder at udvikle sig fra barn til voksen – ligesom havren, der begynder at spire og vokse på markerne, går det op for den vestjyske pige, at alt måske ikke behøver være uforanderligt. Hvis kroppen kan forandre sig, hvorfor kan verden så ikke også?

Sally forsøger at hente svar hos sin mormor og hos Gud, men hun forstår ikke rigtigt nogen af delene og famler sig i stedet frem gennem sin egen, hjemmestrikkede fortolkning af kristendommen og af mormorens gode råd.


Mikset mellem Sallys fysiske udvikling og eksistentielle refleksioner og beskrivelserne af fladlandet gør, der er flere måder at læse og forstå Fladland på.


Hvis man læser bogen 1:1, bliver det en banal og præpubertær fortælling om at vente på sin første menstruation, forestille sig det første kys, lave en hemmelig klub, få bryster, tvivle, være ung og usikker. Jeg kan godt forstå de læsere, der siger, de får for meget teenage-fniseri og barneblik og synes, det uinteressant at springe tilbage til en tid, der for længst er forbi.

Men hvis man læser et lag dybere, handler den i langt højere grad om at være et produkt af normer, forventninger og mønstre. Om at opdage, at livet ikke er så ensrettet og forudbestemt, som man har fået fortalt, om at stille spørgsmålstegn ved, hvem man egentlig gerne selv vil være, hvordan verden skal fortolkes, og hvordan man bliver et selvstændigt individ og ikke bare endnu et korn på marken.


Og så er romanen en sproglig læseoplevelse. Den er poetisk skrevet, og forfatteren styrer elegant ud og ind mellem det abstrakt religiøse og det konkret kropslige og jonglerer med det ene barberbladsskarpe billedsprog efter det andet.


Så jeg må bare sige: Ditte Holm Bro har med Fladland skrevet en bog, der ikke bare skal læses. Den skal læses, og så skal den tænkes, tygges og fordøjes.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖