Før jeg forsvinder

En smertefuld, abstrakt og samtidig millimeterpræcis beretning om at forstå forholdet mellem liv og død – og selv stå midt i det.



”Før jeg forsvinder” er en erindringsbog skrevet af neurokirurgen Paul Kalanithi, der – inden sin død, var en dygtig og anerkendt neurokirurg i USA. Midt i sit sidste år som turnuslæge fik han konstateret lungekræft i stadie fire, og pludselig var han både læge og dødsyg patient og skulle ændre identitet, inden han overhovedet nåede at komme rigtigt i gang.


Selvom det kan lyde som en historie, der er svær at identificere sig med, var jeg grebet fra start til slut. For det første er sproget levende, let og naturligt, og for det andet rummer Pauls fortælling så mange tanker om livet, om døden og om forholdet mellem de to, som de fleste mennesker må gøre sig en gang imellem.


Man kan levende leve sig ind i rollen som patient, der har en anden opfattelse af liv og død end en læge har, og den del fylder meget i bogen. Hvordan en hjerne på alle måder er en hjerne for en neurokirurg, mens det for de pårørende er en del af deres mor, mormor eller søster.

”Som turnuslæge var mit fornemste mål ikke at redde liv – alle dør alligevel på et tidspunkt – men at hjælpe en patient eller familie med at komme overens med død og sygdom.”


Det brugte han mange af de ti år, han var under uddannelse, på at forstå, men først da han selv fik kræftdiagnosen og gennemlevede følelserne, smerterne og behandlingen, forstod han, hvad død egentlig var.

”Var der nogen bedre måde at forstå døden på end ved at gennemleve den?”


Det er på alle måder en rørende og dybt tankevækkende bog, fordi den understreger, at vi meget sjældent forstår ting, vi ikke selv har prøvet – hverken kærlighed, smerte eller død.