Fårking gravid

Opdateret: 25. aug. 2019

Sofie Linde gav mig latterkramper med bogen Fårking Gravid, men formår også at prikke hul på en sindsygt tabubelagt side af det at vente et barn.



Jeg elsker at læse biografier, men aldrig har jeg læst så sjov en af slagsen. Jeg grinede højlydt af Sofie Lindes ærlige, ekstreme og mega selvironiske bog ”Fårking Gravid”, og faktisk blev det på et tidspunkt så slemt, at jeg alvorligt tror, Emma blev en lille smule misundelig på, at jeg havde det så sjovt med Sofie Linde.


Jeg har ikke selv været gravid, og jeg har ærlig talt heller ikke skænket det mange tanker, hvordan det mon føles. Så når jeg alligevel kastede mig over "Fårking Gravid", var det fordi, jeg håbede på hudløs ærlighed, en modig beretning – og et godt grin. Og jeg fik det hele.


Sofie Linde har med sin bog taget et emne op, som er mega tabubelagt og noget, der normalt romantiseres. Hun bruger sin stemme og sin status blandt yngre kvinder til at sige, at det ikke handler om at være en dårlig mor, bare fordi man hader at være gravid. Hader at miste sin frihed og hader at forandre sig for et nyt menneskes skyld. Det lyder barskt, men med biografien, der er skrevet som en dagbog, skildrer Sofie Linde ni måneders elendighed med tudeture, 30 kilo ekstra på sidebenene og uovervindelige cravings, der sendte hendes mand, Joakim Ingversen, på (nogle gange ret urimelige) madjagter.


Selvom den er ubeskriveligt sjov, tog jeg et par gange mig selv i at tænke: Spiste hun seriøst seks spandauere på en dag, og tissede hun virkeligt i bukserne – sådan rigtigt? Men der er bare ingen, der før har sagt højt, at det er sådan noget, der nogle gange følger med at være gravid. Heldigvis er der ikke et eneste gram selvhøjtidelighed i bogen, og det er det, der gør den latterkrampende morsom og meget nem at læse:


"KÆRE DAGBOG I dag har jeg formået at: Gå ind i en lukket dør Tabe kaffe ned over min lyserøde kjole Tabe en tung bog ned over min tå Spilde vand over Joakims computer Ødelægge vores induktionsplade Råbe ad en gammel dame, der ikke havde styr på sin hund Ringe til Joakim (mens han var på arbejde) ni gange Skære mig selv i fingeren Bestille sushi fra en restaurant … i Jylland"


Og nu skulle man måske tro, at jeg var blevet skræmt ved tanken om selv at skulle være gravid og gennem en fødsel, men tværtimod. Fortællingen rummer også så meget kærlighed, nerve og mening med livet, at jeg faktisk glæder mig til, det bliver min tur en dag - nu er jeg jo forberedt på lidt af hvert.