Et mørke iblandt os

Mari Jungstedts 14. krimi er både for lidt og for meget på samme tid og holder ikke niveauet fra de foregående bøger.



Jeg har læst alle Mari Jungstedts krimier, og nu har jeg endelig haft tid til at læse den sidste i rækken "Et mørke iblandt os."

Desværre sidder jeg tilbage med, hvad der svarer til pisket fløde, hvor man ikke helt kan finde ud af, om det er pisket for lidt eller for meget.

På den ene side er den nyeste bog i rækken en tynd oplevelse, fordi plottet endnu engang er bygget op i to spor – et fra 1990’erne om en stakkels dreng, der oplevede et voldsomt svigt fra sin mor. Og et på Gotland i 2019, hvor en seriemorder er løs.

Og akkurat som i de andre bøger er personen i den forhistoriske fortælling medvirkende til drabet i den nutidige fortælling. Både plottet og fortællemodellen virker uoriginal, og jeg sad hele tiden med en følelse af: Det kan da ikke være den person, der er morderen - det er for indlysende. Okay, det var den person, der var morderen.


Når bogen samtidig er for meget, handler det om slutningen, der igen ender med en hæsblæsende jagt på gerningsmanden – og selvfølgelig involverer det de to mediefolk Johan og Pia, der altid ender i suppedasen i forbindelse med deres dækning af

mordsagerne.


Godt nok følger vi også kriminalkommisær Anders Knutas, der i sidste ende får sin elskede Karin, og de to er et særdeles vanedannende og betryggende selskab. Men det er en tynd – eller tyk omgang af Mari Jungstedt, og spørgsmålet er - selvom karaktererne vil blive savnet, om hun kan vride flere bøger ud af Gotland, der har fungeret genialt som location til 14 afhængighedsskabende krimier.