Den tavse enke

Sara Blædel har gjort det igen. Hun ruller en række følelsesfyldte relationer ud over grusomme og smertefulde begivenheder og får til sidst det hele til at stå som et fintmasket edderkoppespind.

Når Sara Blædel gang på gang topper bestsellerlisterne i landets boghandlere, er det af især to grunde. For det første formår hun at flette et gedigent krimiplot sammen, der øger spændingen kapitel for kapitel. For det andet føjer hun flere og flere nuancer til de karakterer, vi læsere har fulgt siden 2011, da den første bog om Louise Rick udkom, og jeg forstår godt, Blædel efterhånden har opbygget sig en læsersværm, der år efter år venter på mere fra Rick-universet.


For at videreudvikle på fortællingerne om Louise, journalisten Camilla, ekskæresten og kollegaen Eik og sønnen Jonas har Sara Blædel oprettet en ny rejseenhed, P13, som Rick er blevet leder for. De bliver kaldt ud til et drab på Tåsinge på en kvinde, der udadtil er både vellidt og ganske harmløs. Undervejs i efterforskningen tegner der sig et billede af flere hemmeligheder, der fører tråde til store dele af lokalområdet og til det homoseksuelle miljø. Louise kæmper for at lede enheden med nye kollegaer, og de udfordringer, der følger med. Samtidig får hun følgeskab af ekskæresten og kollegaen Eik, som hun ellers ikke har talt med, siden hun forlod ham og deres to sammenbragte børn i Thailand, og deres relation er både anstrengt og følelsesladet på samme tid.


Mens læseren både er med på sidelinjen i opklaringen af det grusomme mord, der undervejs bliver til endnu et og en kidnapning af et skjult barn, følger vi også Louises søn, der støtter underboen Melvin, da dennes veninde pludseligt dør, og vi mærker, hvordan privatliv og arbejdsliv endnu engang karambolerer.


Blædel har altså atter gjort det, hun er fremragende til. Hun holder den intense spænding, dyrker karaktererne og binder til sidst det hele sammen. Jeg tilslutter mig allerede nu forventningsholdet og venter spændt på næste bog om P13, Louise og resten af slænget.