coloradodrømme

Jeg er helt vild med Jane Aamunds slægtsfortællinger og unikke skildringer af Danmark i slutningen af 1800-tallet, men i Colorado-drømme druknede magien i candyfloss-sød forelskelse.


Jeg har en svaghed for Jane Aamund og hendes socialrealistiske fortællinger, der ikke altid er spændende og drevet af en tydelig fortællemodel, men til gengæld er propfyldt med detaljer om mennesket, livet og tiden. Derfor var det også et must at kaste mig over den over 20 år gamle bestseller "Coloradodrømme".


I bogen møder vi hovedpersonen Ane, der lever et stille og normalt liv i Danmark med sine sønner og mand Johannes. Hverdagen går langsomt og trivielt, og, som så ofte før i kærlighedshistorier, bliver Ane ud af det blå uafrysteligt forelsket i den mystiske og vilde dyrlæge Bob Bryant. Herfra får vi en lang beretning om en affære på tværs af Atlanterhavet, der til sidst koster ægteskabet for både Bob og Ane, og Jane Aamund trækker os med helt ind i de dybeste tanker om forelskelse og svigt. Vi følger en hæsblæsende kærlighedsaffære på tværs af Atlanten, men ganske ulig Aamund kan jeg ikke rigtigt mærke den ud gennem papiret.


Måske er det, fordi jeg forventede noget andet. Noget mere afdæmpet. Tidligere har hun favnet hele familier i sit persongalleri, og man har som læser lært hver eneste person at kende. Her er vi stort set efterladt alene med Ane og Bob, og det bliver altså lidt kedeligt og ensformigt konstant at være vidne til deres teenage-forelskelse.


Slutningen har et overraskende twist, og på mange måder sidder man tilbage med en følelse af genkendelse. Livet, der tager røven på en, når man mindst venter det. Men beskrivelserne og tiden står ikke skarpt i bogen, og det bliver mest af alt en kærlighedsroman om to midaldrende mennesker, der ikke kan modstå den dyriske tiltrækning.


Jeg håbede på mere dybde i ”Coloradodrømme”.