Blomsterdalen

19.09.2021

Grønland er modsætningernes rige. Stort og småt, rent og beskidt, klart og tåget på samme tid. I Blomsterdalen får man det smukkeste og mest smertelige billede af en kæmpende ungdomsgeneration, hvor der ikke er langt fra levende til død.



Jeg har altid haft et romantiseret billede af, at Grønland er høje fjelde, stort vand og ren luft. Og jeg har også altid haft et fordomsfuldt billede af, at grønlændere er depressive og misbrugere og giver hurtigt op.

Begge dele bliver bekræftet og alligevel gjort så grueligt til skamme i Blomsterdalen, der er skrevet af Niviaq Korneliussen.

Ja, der er smukt, men man skal ikke lade sig forblænde. Ja, der er depression og misbrug, men man skal ikke bilde sig ind, det bare er det. Der er også uanede mængder kærlighed og tolerance og opbakning. Der er bare ikke så langt fra hvidt til sort.


I Blomsterdalen følger man en ung, grønlandsk kvinde i begyndelsen af 20’erne. Hun har et hedt kærlighedsforhold til kvinden Maliina, men beslutter alligevel at rejse til Danmark for at læse antroplogi i Aarhus og bryde ud af den boks af unge, depressive grønlændere, hun fra starten er placeret i.

Men hvor end hun gerne vil, og uanset hvor meget, hun prøver at smelte ind i studieverdenen med læsegrupper, kollegiefester og forelæsninger, er det som en brik, der ikke passer. Og hun savner sin kæreste.


Efter en tid i Danmark bliver hun, på grund af et selvmord i kærestens familie, draget tilbage til Grønland, men har også her en fornemmelse af ikke at passe ind. Lige gyldigt hvad hun gør, kan hun ikke rigtigt finde sig til rette som ungt menneske i verden, hvor hun er forkert alle steder. I forsøget på at sætte sig selv fri, slår hun op med Maliina, men må indse, hun ikke er stærk uden kærlighed.


Niviaq Korneliussen fortæller Grønlands barske virkelighed med uforståeligt høj selvmordsrate blandt unge ved undervejs i fortællingen at skrive dødsfaldene ind som journaloverskrifter. Det er et virkningsfuldt greb, der både siger så meget om samfundet og så lidt om de unge som mennesker. De er bare tal i en række i en statistik i et stort billede af en generation.


Forfatteren skvulper ind og ud af den socialrealistiske fortælling med smukke beskrivelser af den storslåede natur, og det sætter rammen om den uforklarlige smerte og store udfordring, det er, når så mange unge hellere vil være døde end levende.


Blomsterdalen er et grumt og grimt og virkelig smukt billede af en uhyggelig ungdomskultur, hvor hverken kærlighed eller brede vidder er nok til at bevare troen på livet. Den er barskt og respektfuldt skrevet, og den er vigtig.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖