Becoming

En letlæst og underholdende præsidentkones erindringer. Fru Obama har mig i sin hule hånd.



Efter at have læst Becoming af Michelle Obama stiller jeg mig gerne i rækken af mennesker, der hylder hende for hendes intellekt og mod.


Becoming, der hedder Min Historie i den danske oversættelse, er først og fremmest underholdende. Ligesom hendes mand har det talte ord i sin magt, så er der talrige passager, der bonger helt ud på den retoriske skala, men for det meste er den det, som enhver god biografi er: Nem at forstå. Og rig på detaljer, når den bør være det, og overfladisk, når det giver mening.


Indtil nu havde jeg opbygget min tilværelse med stor omhu, stoppet og foldet hvert uordentligt stykke af den ind, som om jeg skabte et stykke origami uden luft. Jeg havde arbejdet med dens kreation. Jeg var stolt af, hvordan den så ud. Men den var sart.


Det er svært at sige Michelle uden at sige Barack, men jeg synes, at bogen finder et naturligt leje imellem beskrivelserne af de to. Undervejs bliver jeg meget klogere på hendes og hans opvækst i vidt forskellige miljøer. Hende i South Side Chicago, han på Hawaii og i Indonesien. Og om hvordan deres veje mødes på et advokatkontor i Chicago. Her slår det gnister og kærlighedshistorien begynder – parallelt med to meget ambitiøse karrierespor. Den politiske karriere bliver snart altopslugende, og når man kender til ’slutproduktet’ af mange års slid og hårdt arbejde, kan man ikke andet end at nære sympati for sagen.


Jeg følte sommetider, at Michelle Obama holder lidt igen, mens hun afbilleder sit liv. Penslen er ikke rosenrød, men alligevel i en rødlig nuance. Fx udebliver hendes holdning til den nuværende præsident. Det er klart, at visse ting må tilbageholdes. For der er et eftermæle på spil her. Ligesom hende og Hr. Obama har jo haft tusind jern i ilden siden præsidentembedets afslutning. En Netflix-film mig her, en podcast mig der.


Michelle Obama er for mig – og mange andre - i dag symbolet på en generation af afroamerikanere, der kræver ligestilling og retfærdighed, når det kommer til uddannelses- og jobmuligheder i USA. Obama familien har i nu mere end et årti sat deres præg på verden, og man skal have levet under en lillebitte sten for ikke at kende til dem. Derfor er det også interessant at læse om livet bagved overskrifterne. Om hvordan det rent faktisk føles at hele verden tager stilling til én, selvom kun få kender en.

Inden for ganske få sidder behandler hun da også alt det glamourøse, som livet som førstedame byder på. Noget, som er svært at vænne sig til fra den ene dag til den anden.


I otte år boede jeg i Det Hvide Hus, et sted med flere trapper, end jeg kan tælle – plus elevatorer, en bowlingbane og husets egen florist. Jeg sov i en seng redt med italiensk linned. Vores måltider blev tilberedt af et hold af kokke i verdensklasse og serveret af professionelle, der var endnu bedre uddannet end på et hvilket som helst femstjernet spisested eller hotel. Secret Service-agenter stod uden for vores døre med deres øresnegle og våben og bevidst neutrale udtryk og gjorde deres bedste for ikke at forstyrre familiens privatliv. Vi vænnede os til det til sidst, sådan da – den sære storhed i vores nye hjem og også andre menneskers konstante og tavse tilstedeværelse.


Selvfølgelig er der før skrevet biografier om amerikanske præsidenter og deres hustruer. Men Michelle Obamas fortælling er et frisk og nyt indblik i et embede, som interesserer hele verden. Og det er langt fra kun de overdådige aspekter ved tilværelsen, som læseren får indblik i. Dilemmaer om børnenes privatliv, svære politiske sager, der konstant haler Barack Obama væk fra familien og følelsen at være kvalt i et spind af sikkerhedshensyn. Jeg fik min nysgerrighed stillet og blev samtidigt godt underholdt.