ét liv, én tid, ét menneske

Morten Albæk har skrevet en selvhjælpsbog, men den stresser mere end den hjælper.





Jeg er normalt ikke meget for at sætte tænderne i disse selvhjælpsbøger af filosoffer, der tror, de har nøglen til det gode liv. Nu gjorde jeg det alligevel, og jeg sidder med en blandet følelse af at være blevet mere stresset og samtidig være fuldstændig forstået.


Morten Albæks hovedbudskab er, at man ikke kan spalte sit ene liv op i et familieliv, et arbejdsliv, et privatliv og så videre. Vi har kun ét eneste liv, og det skal vi udnytte, så vi ikke ligger på dødslejet og fortryder, at vi arbejdede vores bedste år væk. Og hvem har ikke brug for at høre disse ord engang imellem?


”Perfekte liv kan kun leves af perfekte mennesker, og det perfekte menneske har aldrig nogensinde eksisteret.”

Men store dele af bogen handler om det meningsfulde liv, hvor vi har os selv med i hver eneste handling – om det så er på arbejdet eller i familien. Det presser mig, mere end det hjælper mig. Hvad hvis jeg ikke får levet det meningsfulde liv?


Morten Albæk formår i glimt at give mig en følelse af forståelse. Han peger på, at den yngre generation har et halvt liv på arbejdsmarkedet.


”Så slap af, du har rigeligt med tid til at realisere dine faglige professionelle ambitioner.”


Det er en af de sætninger, jeg tager med mig fra denne læseoplevelse, men nok heller ikke meget mere end det. For Ét liv, én tid, ét menneske har ikke givet mig mod på livet, som jeg havde håbet – tværtimod har den mest af alt givet mig en følelse af ikke at kunne leve op til at leve det meningsfyldte liv.