11.07.2021

”Alt har en bagside” er en gammel og gennemgnasket kliché, men ikke desto mindre er den rigtig. Det understreger Mikael Josephsen med sin bog De Andre, der på alle måder viser en side af livet, der er ellers er uset og uudtalt.

Hvad gør man, når man har ulidelig tandpine og ikke har råd til at gå til tandlægen? Rykker tænderne ud med en lånt tang fra Føtex. Hvad så, når det hele bliver koldt og vådt, og man skal bruge et sted at være? Så finder man en kasseret campingvogn med fugt ned ad væggene og mug i madrasserne. Og når ens ven ikke kan finde det fix, man skal bruge om lidt, og der venter en ulidelig nedtur forude? Så stikker man et kosteskaft i røven på idioten, der har smidt det væk, lader ham slikke gulvet i campingvognen, til han finder det, og tæsker ham knækket og brækket som straf for dumheden.


Mikael Josephsen skriver kvalmende konkret om at være menneske i en verden, der ikke er skabt til skæve skæbner, om hvordan stofferne har magten, og at livet ikke er værd at leve for enhver pris. Men han skriver også om det smukke i det forfærdelige. Om at være hinandens venner, blive forelsket, hjælpe hinanden i modgang, i glimt finde ind til det liv, der var engang.


Sproget er rytmisk, nogle steder nærmest musikalsk med konsekvent korte sætninger og dybe kontraster mellem en poetisk smuk verden og en møgbeskidt bagside.


Josephsen har selv kæmpet med et årelangt misbrug, og det er med til at gøre bogen til det, den er. Nogle steder kunne jeg næsten ikke læse videre af kvalme og smerte over det liv, der ikke er noget menneske værdigt.

Men så skammede jeg mig, for hvis ikke De Andre er vigtig og nødvendig litteratur, så ved jeg ikke, hvad der er vigtigt. Den underholder ikke, den får mig ikke i sommerferiestemning, og den giver mig heller ikke en blid og rolig indgang til natten. Men den rusker i mig og efterlader mig med et vanvittigt ubehag og en ny indsigt, der har fået mig til at tænke og tale om den. Det er, hvad god litteratur kan.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖


30.06.2021

Klubben for Lykkelige slutninger er som en blid brise i sommervarmen. Lun, blød, behagelig – og med et lille spidst svirp.

Den svenske forfatter Caroline Säfstrand er kendt for sine skæbneromaner, der kredser om mennesker med både dybde og skarpe kanter, og det går igen i Klubben for lykkelige slutninger.


Fortællingen kredser om fire kvinder og en mand, der alle sammen har set vrangen af livet gennem angst, tab, brud og ensomhed. De forsøger hver især at være i hverdagen, men hvordan skifter man spor og lever i stedet for at overleve?

Det har forfatteren og skriveterapeuten Sam en løsning på i klubben for lykkelige slutninger. Her handler det ikke om at lære at skrive, men at lære at skrive sin historie om. Mere eller mindre tilfældigt havner fire meget forskellige kvinder på skrivekurset og gennemgår en selvrealiseringsrejse, der giver ny luft i lungerne, fornyet tro på livet og genfundet kærlighed.


Vi følger mest anklageren Cecilia, der har mistet sin mand, sendt sine voksne børn ud i verden og lever sit liv gennem mimoserne i sit orangeri. Helt tilfældigt genoptager hun kontakten med sin søster, får nye bekendtskaber i skriveklubben og oplever, at livet ikke behøver at være klinisk rent og med kirurgisk akkuratesse hele tiden.


Klubben for lykkelige slutninger er en blød sommerroman om at ændre kurs og tage ansvar for sit liv, hvis man vil have en lykkelig slutning og måske endda en ny begyndelse.


Säfstrand veksler dynamisk mellem de fem hovedpersoners synsvinkel, og det fungerer. Sproget er let, plottet er simpelt, og jeg bliver i godt humør af at læse den.

Jeg vil huske den som en blød og varm roman, der er perfekt til lyse sommeraftener, men jeg vil ikke huske den som en stor, litterær oplevelse, der for alvor har sat sig i mig.


Fire ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖

26.06.2021

Jeg er dybt fascineret af Thomas Korsgaards litterære evner, men bog nummer tre blæser mig ikke bagover.



Man skulle nok have været der er en af de bøger, jeg har ventet på, siden udgivelsen blev annonceret. Og jeg er stadig lige imponeret over Korsgaards fjerlette sprog og intelligente sarkasme, men jeg er skuffet over plottet.


Vi har efterhånden lært Tue rigtigt godt at kende og har fulgt ham, siden han var teenager i sin dysfunktionelle familie, hvor tanker om død nærmest fyldte mere end liv. Vi har også fulgt hans homoseksuelle rejse og løsrivelse fra forældrene, og i bog nummer tre er der lagt op til den første fortælling om Tue på egne ben.


Den unge jyde har fået arbejde som avissælger på Politiken og flytter lidt tilfældigt hjem til en kollega, der stadig bor hjemme. Her bliver han præsenteret for alt det, han ikke selv kommer fra, men i stedet for at nyde det, opfører han sig dovent og ubehøvlet og ender med at ødelægge det for sig selv.

Hver gang Tue har en mulighed for lidt stabilitet og ro i sit liv i København, fucker han det op, og jeg køber fuldstændigt præmissen om at være et produkt af sin fortid, ung, hjemløs og rodløs.

Jeg køber også plottet om, at han arbejder som provisionslønnet avissælger, bor hos en kollega og hendes mor, flirter med en ung fyr med fart på og har brudt kontakten med sin familie.


Men hvor jeg tidligere har nydt at være inde i Tues betragtende teenagehjerne, sidder jeg nu tilbage med en fornemmelse af en Tue, der har givet op og en Thomas Korsgaard, der ikke leverer det skærende klare billede af virkeligheden, som jeg ellers synes, han er fantastisk til.


Korsgaard er stadig mit sproglige forbillede, men jeg savner fremdrift i historien, og jeg savner mere kant, dybde og refleksion.


Tre ud af seks bøger: 📖 📖 📖