05.09.2021

I 2019 blev Özlem Cekics ord dialogkaffe optaget i den danske ordbog. Det er en kop kaffe, der skal drikkes over en dialog om uenigheder. I sin nye bog giver hun gode råd til, hvordan man så gør det.


Tak for Kaffe - den svære kunst at tale sammen er en form for selvhjælpsbog til, hvordan du bedst kan gå i dialog med nogen, du er uenig med. Özlem Cekic giver både gode råd til den svære samtale med en forælder, en tilfældig på Facebook en kollega eller bare i hverdagen.


Jeg tænkte: Okay, det kan være, jeg kan lære et par fif, så jeg kan undgå den samme diskussion med det samme menneske til familiefødselsdagen igen og igen. Måske ikke bare undgå den, men faktisk forstå, hvorfor jeg altid havner der og må hive mig selv op af mudderet. Igen.


Og nu hvor jeg har læst bogen, har jeg da lært lidt. For eksempel definerer hun forskellen på en diskussion og en dialog – og her blev jeg klogere. En diskussion handler om at overbevise den anden og vinde. En dialog handler om at udveksle holdninger, men mest for at blive klogere på hinanden og flere aspekter af en sag. Den skelnen har jeg faktisk manglet. Tak.

Ud over det sidder jeg nok mest tilbage med sætningen: Bliv på din egen banehalvdel. Et godt råd, en svær kunst.


Heldigvis er det ikke bare gode råd fra en selvudnævnt ekspert. Den tidligere folketingspolitiker giver også et helt særligt indblik i, hvad der kan følge med at være offentlig person, og hvilke ytringer, man må lægge ryg til. Vi kommer med ind i SF’s gruppelokale på Christiansborg, hvor Cekic fortæller om det, hun selv kalder voksenmobning, og vi får et indgående indblik i hendes relation til sin far, der i mange år har været drevet af diskussioner og uenigheder – og en kamp om at overbevise den anden.


Det personlige element gør, jeg læser videre og videre og til ende, selvom jeg egentlig havde lyst til at stoppe flere gange. Jeg kan se ideen, men jeg synes, den kaffe, der bliver serveret i Tak for Kaffe er en tynd en af slagsen. Jeg lærte noget, men jeg havde ikke behøvet 200 sider.


Tre ud af seks bøger: 📖 📖 📖

18.08.2021

Psykolog Svend Brinkmann er efterhånden blevet allemandseje i den danske bogreol, og han har også sneget sig ind i min - på godt og ondt.



Vi er det liv, vi lever er endnu en bog i en lang række fra professorens pen, og det kan man nogle steder godt mærke.


Overordnet handler bogen om skæbnen, vi i det moderne samfund ofte glemmer, og præmissen er, Brinkmann interviewer 90-årige Lilli, der har levet et langt liv med mange facetter og har gået i psykoterapi i 33 år. Gennem Lillis livshistorie serverer forfatteren sine psykologiske budskaber om skæbne og livstråde og det liv, vi lever – nogle gange flettet ind i Lillis historie, andre gange i teoretiske kapitler for sig.


Og den del fungerer fint. Det er personbåret, Lillis historie er rørende, og man får samtidig et fagligt pust undervejs.


Det, der ikke fungerer, er samtalen mellem Lilli og Svend Brinkmann. Den 90-årige kvinde har været igennem grusomme ting som ung, det har fulgt hende hver dag lige siden, og jeg ser fuldstændigt koblingen mellem den skæbne, Svend Brinkmann taler om, og den værdighed, Lilli taler om.


Men samtalen kører i ring, og selvom der er en kronologisk drivkraft, keder jeg mig og sidder tilbage med en følelse af en gammel dame, der Lilli bare rigtig gerne vil fortælle sin livshistorie, og Brinkmann der lige stod og manglede et stillads til at støtte endnu en psykologibog til samlingen.


Vi er det liv vi lever har potentiale til mere, for Lilli er en skæv karakter med mange sjove nuancer. For eksempel går hun to timer hver dag, selvom hun har rundt 90 år, og hun har et sæt læsebriller liggende på hver opslået bog i lejligheden på fjerde sal i København. Hun er belært og belæst, skriver digte og noveller. Men vi får kun et ganske lille indblik i det, hun selv har skrevet, og det havde måske givet mere flow i fortællingen, hvis vi måtte læse mere fra Lillis egen pen.


For mig virker bogen som en nem måde for Brinkmann at skrive sig ind i den almene danskers bogsamling uden for alvor at have noget at skrive om.


Tre ud seks bøger: 📖 📖 📖

08.08.2021

Leonora Christina Skov har med Hvis vi ikke taler om det leveret endnu en bombe i dansk litteratur. Den kredser om MeToo, men det er i virkeligheden ikke det mest interessante.

Efter at have sprængt bestsellerlisterne og vundet De Gyldne Laurbær med Den, der lever stille, har der været høje forventninger til bog nummer to fra Leonora Christina Skov.

Tematisk står den ikke lige så stærkt, som den første bog, men sprogligt lever forfatteren til fulde op til sit eget, høje niveau. Hun viser især litterært overskud ved at sejle blidt fra barndom til tiden som ung forfatterspire til tilblivelsen af Hvis vi ikke taler om det og til tiden efter. Det kræver ikke bare struktur, men talent at cruise ud og ind af tid på den måde uden på noget tidspunkt at smide sin læser over bord.


Den selvbiografiske roman trækker tråde til fortiden, men den handler i højere grad om hendes forfatterkarriere, der i mange år var meget mindre glorværdig, end man forestiller sig, og så handler den om en MeToo-sag, der, som så mange andre af den slags overgreb, er blevet pakket ind og pakket væk ind til nu, hvor vi som samfund endelig er begyndt at pakke op.


Emma: Jeg synes, det er mega fedt, den er bygget op om udgivelserne og springer i tid. Det er ikke, fordi MeToo ikke interesserer mig, men det havde givet noget til fortællingen, hvis det stod mere rent. Jeg ved godt, hun selv har sagt, det er meningen, vi ikke får mere at vide om, hvad der foregår på det kontor ved forlæggeren, men årh. Jeg vil bare gerne vide mere.

Sophie: De fleste vil nok rose hende for at gå ind i emnet uden at beskrive detaljerne. Er vi ikke lidt sladder-liderlige for at ville vide, præcist, hvad der er sket på det kontor?

Emma: Jo, det tror jeg. Men jeg synes bare ikke, MeToo-delen var det interessante.

Sophie: Det er spændende at få indsigt i, at succes ikke er givet, bare fordi man udkommer. Men jeg læser den heller ikke som en MeToo-bog.

Emma: Jeg kan godt lide at høre om, hvordan hun designer sine bøger, står til et fotoshoot, hele processen om bogens tilblivelse. Det er lidt det samme som det, jeg får gennem blogs. Og det viser jo også, hun er moderne og kender sine læsere.

Sophie: Enkelte steder tænkte jeg: Er hun lidt irriterende, når hun gennem en hel bog aldrig forstår den succes, hun har opnået, og at folk er der for hende?

Emma: Det er lidt trættende, hun kører i ring om, hvor dårlig hun selv er. Måske janteloven bare er for stærk i os, men det virker nærmest falsk.

Sophie: Jeg tror, de fleste læsere sympatiserer med hende, fordi hun er så ydmyg og deler sin tvivl og tanker omkring det. Men man tænker lidt: Hvornår forstår hun, det ikke bare er tilfælde på tilfælde? Altså, hun kan vel ikke blive ved med at tvivle så meget på sig selv.

Emma: Den er ikke lige så god som nummer et. Men den var jeg virkelig også imponeret af. Jeg synes, det er en god læseoplevelse, og alle betragtninger om, hvordan man skriver, og indblikket i forlagsbranchen og hvordan man udgiver, er bare superinteressante.

Sophie: Jeg synes, hun har skrevet en pissegod bog, og jeg bliver helt vildt inspireret af at høre om livet som forfatter. Jeg elsker, det er så ærligt.


Emma: Fire ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖

Sophie: Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖