17.10.2021

Når man kan hviske virkeligheden ned på papiret og samtidig skrige den ud i hovedet på læseren, så er man ikke bare forfatter. Så er man kunstner. Sådan en er Morten Pape.


Min mor spurgte mig, da jeg var halvvejs, om I Ruiner nu var lige så barsk som de to andre?

På det tidspunkt var jeg ikke nået til folkemordet i Rwanda, alligevel sagde jeg ja.

Den er ikke blodigt-barsk. Den er så tavst-barsk, at det gør lige så ondt at læse som de foregående - mere fysisk ubehagelige fortællinger.


Vi følger hovedkarakteren Amalie, hendes mor, far, storesøster og lillebror på Ugandavej på Amager. En ret normal familie med parcelhus, madpakker og middelløn. Men som i de fleste andre familier er overfladen lakeret, og lige nedenunder gemmer sig den ene ubehandlede knast i gulvet efter den anden.

Amalie er en pige, der forsøger at finde sig selv, være der for sin familie, passe ind på gymnasiet, finde fodfæste som næsten voksen. Men livet spænder ben for hende.

Jeg var spændt på, om Morten Pape kunne skrive fra et kvindeligt synspunkt. Men få sider inde i bogen blev den skepsis gjort til skamme.


Da Amagerbanken, hvor moren arbejder, krakker, krakker familien også, og den splintres som en vase, der rammer gulvet i slowmotion. Undervejs kæmper Amalie for sandheden, men ingen siger noget. Hver person er en skurk, for alle vender det blinde øje til på en eller anden måde. Alligevel har man lyst til at tage hver eneste karakter ud af bogen og kramme kærlighed og tillid og styrke ind i dem. Sige til dem, at hvis de bare taler om tingene, fortæller hvordan de har det, spørger om hjælp, så skal alt nok gå. I stedet danser de stille rundt i hvert deres liv, der langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Og lige så stille de er om alle hemmelighederne, lige så tyst er Morten Papes sprog.


Inde i stuen sidder mor i en beigebrun lædersofa og ser fjernsyn. Vejrudsigten, minusgraderne vil fortsætte. Hendes lår hviler fladmaste og fyldige i sofaen. Panden glinser i skæret fra fjernsynet, håret er sat op i en knold. Moster sidder med ryggen til hende ved en stationær pc og spiller hjerterfri.


Jeg behøver ikke mere. Med få, fuldstændigt akkurate detaljer ser jeg stuen for mig, jeg kan lugte moren, genkende computerspillet. Morten Pape siger så meget om sindstilstande og stemninger med detaljerne. Det er en bog på 600 sider, og der er ikke et eneste overflødigt ord.


I forsøget på at få svar opsøger Amalie en psykolog, og det fører hende tilbage til ruinerne efter folkemordet i Rwanda. Lige da hele fortællingen skifter fra Amager til Afrika tænkte jeg: Åh nej, går det nu?

Men ja. Ligesom med alt andet går det fuldstændig sublimt. Og fra at hviske om alle skeletterne i en dansk kernefamilie, skriger han historien om folkemordet i Rwanda. Og de to spor har på tragisk vis meget mere tilfælles, end man lige kan se og koster begge to ofre.


Morten Pape har skrevet en trilogi om Amager. Men han har også med sine tre bøger skrevet et nutidigt portræt af Danmark, som er så skrællet og så sandt, at alle bør læse det. Jeg lægger mig fladt ned for Morten Pape og hans socialrealistiske kunstværk.


Seks ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖 📖


19.09.2021

Grønland er modsætningernes rige. Stort og småt, rent og beskidt, klart og tåget på samme tid. I Blomsterdalen får man det smukkeste og mest smertelige billede af en kæmpende ungdomsgeneration, hvor der ikke er langt fra levende til død.



Jeg har altid haft et romantiseret billede af, at Grønland er høje fjelde, stort vand og ren luft. Og jeg har også altid haft et fordomsfuldt billede af, at grønlændere er depressive og misbrugere og giver hurtigt op.

Begge dele bliver bekræftet og alligevel gjort så grueligt til skamme i Blomsterdalen, der er skrevet af Niviaq Korneliussen.

Ja, der er smukt, men man skal ikke lade sig forblænde. Ja, der er depression og misbrug, men man skal ikke bilde sig ind, det bare er det. Der er også uanede mængder kærlighed og tolerance og opbakning. Der er bare ikke så langt fra hvidt til sort.


I Blomsterdalen følger man en ung, grønlandsk kvinde i begyndelsen af 20’erne. Hun har et hedt kærlighedsforhold til kvinden Maliina, men beslutter alligevel at rejse til Danmark for at læse antroplogi i Aarhus og bryde ud af den boks af unge, depressive grønlændere, hun fra starten er placeret i.

Men hvor end hun gerne vil, og uanset hvor meget, hun prøver at smelte ind i studieverdenen med læsegrupper, kollegiefester og forelæsninger, er det som en brik, der ikke passer. Og hun savner sin kæreste.


Efter en tid i Danmark bliver hun, på grund af et selvmord i kærestens familie, draget tilbage til Grønland, men har også her en fornemmelse af ikke at passe ind. Lige gyldigt hvad hun gør, kan hun ikke rigtigt finde sig til rette som ungt menneske i verden, hvor hun er forkert alle steder. I forsøget på at sætte sig selv fri, slår hun op med Maliina, men må indse, hun ikke er stærk uden kærlighed.


Niviaq Korneliussen fortæller Grønlands barske virkelighed med uforståeligt høj selvmordsrate blandt unge ved undervejs i fortællingen at skrive dødsfaldene ind som journaloverskrifter. Det er et virkningsfuldt greb, der både siger så meget om samfundet og så lidt om de unge som mennesker. De er bare tal i en række i en statistik i et stort billede af en generation.


Forfatteren skvulper ind og ud af den socialrealistiske fortælling med smukke beskrivelser af den storslåede natur, og det sætter rammen om den uforklarlige smerte og store udfordring, det er, når så mange unge hellere vil være døde end levende.


Blomsterdalen er et grumt og grimt og virkelig smukt billede af en uhyggelig ungdomskultur, hvor hverken kærlighed eller brede vidder er nok til at bevare troen på livet. Den er barskt og respektfuldt skrevet, og den er vigtig.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖

13.09.2021

Det der skiller os er blevet hyldet og hædret i hele verden og er blevet udnævnt til Barack Obamas yndlingsbog, så jeg havde høje forventninger - og de blev indfriet.



Først tænkte jeg: Man kan næsten ikke skrive en bog, der både rummer temaer om race, svigt, vold og seksualitet. Det må blive for meget af det gode.


Men det kan man godt, når man hedder Brit Bennett. På en rørende, afslappet, nærmest ubesværet måde, får hun skrevet den ene smertelige og smukke lille fortælling efter den anden og fortalt dem gennem mennesker, der alle sammen har noget særligt i sig, der gør, man kommer til at holde af dem.


Vi følger tvillingerne Stella og Desiree, der vokser op i sydstaterne i 1950’erne i en tilværelse, der er tryg, fin og varm, og hvor de er hinandens vigtigste. Da de bliver voksne, drager de ud i verden sammen, men en dag skilles de og ender på hver deres vej i livet.


I et fintflettet net af livstråde, beslutninger og bedrifter følger vi først tvillingerne – derefter deres døtre, der også lever vidt forskellige liv. Den ene er mørk og forelsket i en transkønnet. Den anden drømmer om at blive skuespiller og har alle muligheder. Men det er ikke altid, den nemmeste sti er den letteste vej at gå, og græsset er heller ikke altid grønnere på den anden side, selvom man tit tror det.


Det der skiller os er en fortælling om at vokse op i den samme verden og leve to forskellige liv, om at man aldrig kan løbe fra sin fortid, og om at succes i virkeligheden kommer af hårdt arbejde og ærlighed mere end medfødte privilegier.


På fineste vis giver Brit Bennett et smertefuldt, ubehageligt ærligt og samtidig sympatisk indblik i USA’s i 1950’erne og 1960’erne, men også om, hvordan fordomme, skam og misforståelser kan ligge som en skygge over livet.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖