Opdateret: 8. aug. 2019

Troels Kløvedal giver mig lyst til at slippe alt og rejse ud i verden. Hans bog river og flår i mine sanser for også at opleve de fjerneste afkroge af kloden.


Om formiddagen lillejuleaftensdag døde Troels Kløvedal, 75 år gammel. Manden der har været alle danskeres øjne i hjørner af verden, de færreste ellers kunne forestille sig.

I Alle mine morgener på Jorden følger vi Kløvedal fra barndommen, op gennem den vilde ungdom og er med til at opleve, hvordan nysgerrigheden bliver hans levebrød gennem bøger, tv og medier.


Efter at have læst selvbiografien har jeg lyst til at droppe universitetsstudierne, sige min lejlighed op, sælge min bil og rejse ud i verden.

Godt nok virker Kløvedals liv turbulent og langt fra min kasse-strukturerede hverdag i Odense. Et liv i kollektivet Maos Lyst, fem børn med fire forskellige koner, ingen fast indkomst med pensionsopsparing og budgetkonto.


Men når jeg læser om de eksotiske rejser over de store have, får jeg lyst til selv at stikke afsted. Mærke de smukke morgener, møde en tahitiansk familie, leve af syltede avokadoer og mørbankede blæksprutter.


Og det er det, Troels Kløvedal kan. Med sit malende og beskrivende sprog trækker han i alle mine sanser, så hverdagen i Odense virker banal. Men han gør det ikke på en nedværdigende måde. Han har respekt for andre folks måde at leve sit liv på, ligesom han selv forventer at møde respekt om sit liv, der for mange sikkert fremstår turbulent og kaotisk. Men han er ligeglad. Han har levet lige præcis det liv, han ønskede, uden at lægge under for kapitalisme og bureaukrati.


Bogen er skrevet med en let pen og alligevel med en forventning om, at vi hænger på, når han gennemgår solsystemet og motoren på Nordkaperen. Noget, Troels Kløvedal kan tillade sig og kommer i mål med, fordi han er... Troels Kløvedal.


Nu er han død, men han efterlader en unik skat over sit liv, fra han var plejebarn på Lolland, over de syv verdenshave og til de sidste åndedrag på gården på Djursland.

Opdateret: 9. feb. 2019

Sara Blædel binder en sublim sløjfe på trilogien om Ilka og bedemandsforretningen i Racine.


Endelig fik vi slutningen på Sara Blædels fortælling om Ilka, Artie, Søster og resten af den forfaldne bedemandsforretning i Racine. Den første bog tegnede skitserne til en pirrende trilogi, men nummer to var flad og virkede mere som en bordbombe uden indhold.


Efter at have læst nummer tre, er det ikke svært at udpege den som den bedste, for den slår suverænt de to andre på både plot, thriller og følelser. Da jeg, efter to dages intens læsning, lukkede Den Tredje Søster i, sad jeg med en følelse af, at Sara Blædel havde bundet alle ender sirligt sammen med flotte sløjfer af silkebånd.


Sara Blædel formår at få siderne til at vende sig selv, mens Ilka kæmper en nærmest umenneskelig kamp for at få alle trådene redt ud og lagt i orden. Udover at stå med en konkursramt bedemandsforretning får hun at vide, at hendes afdøde far slet ikke er død alligevel. Samtidig viser det sig, at virksomhedens nonne og sekretær er rodet ind i både en mafia og er på flugt fra en religiøs sekt.


Alt imens Ilka prøver at filtre trådene ud, bliver truet på livet og er ved at miste sin bedste ven, dukker Ilkas danske mor op. På næsten Yvonne fra Olsen-banden agtig manér tromler hun hen over både religiøse sekter, narkobaroner og babymordere og får på mirakuløs vis sat bedemandsforretningen på hjul igen.


Men det er ikke bare plottet, der er gedigent og gennemtænkt. Hovedpersonen Ilka, der på mange måder er kantet og uperfekt, bliver tilført en mere og meget klædelig følsom side i bind tre. Omsorgen for makkeren Artie er kejtet, men romantisk på samme tid, og gensynet med moren fra Danmark får alle de gemte følelser til at pible frem og gøre hende menneskelig igen.


I de foregående bind har det været svært at tro på, at man kan rejse til USA og lande midt i en ruin af smadrede familieforhold, ødelagte venskaber og knuste drømme, og alligevel ignorere sin mors insisterende opkald og sms'er.


Nu får vi både forklaringen på hvorfor og finder samtidig ud af, at det nok ikke har været helt let alligevel.


Sara Blædel formår at pakke Ilkas rejse ind, så man ikke med sin vildeste fantasi kan forestille sig, at hun slipper godt fra det, og alligevel bliver alle tråde redt ud og sorteret i farver, så det hele til sidst giver mening.  

Thomas Korsgaard rammer plet med sin anden socialrealistiske roman.


En dag vil vi grine af det er bogen om 17-årige Tue, der bor med sin mor, far, lillesøster og lillebror. De lever et, på overfladen, trivielt liv med skole, søskendeskænderier og slatne toastbrød med Nutella. Men Thomas Korsgaard lukker læseren helt ind i hovedet på Tue, der jonglerer med meget mere en almindelige teenagetanker. Den ansvarlige, men udfordrede storebror er både bekymret for moren, der lever i utroskab og dealer med en dyb depression.


Han har også sin kamp med farens psykiske vold, der går ind under huden på læseren som skærende syle. Og ikke mindst kan Tue se til, at lillebroren Morten lever ungdomslivet med piger og alkohol, mens han selv først er ved at lære sin egen krop og lyster at kende. Tues familie er ikke den letteste at være homoseksuel i.


Thomas Korsgaards roman nummer to er en gribende fortælling, hvor sproget er legende og levende. Den kun 23-årig kunstner skriver med en selvtillid som en højtråbende officer, og alligevel er det afdæmpet, som hvis ordene blev serveret på vat.


Efter udgivelsen af den anden roman har der været meget snak om, hvorvidt Tue er Thomas og lillebror Morten er den virkelige lillebror Mathias, men uanset hvad er fortællingen skræmmende realistisk og samtidig et stykke gedigent litteratur.


Jeg har endnu den første bog til gode, men jeg glæder mig. I Thomas Korsgaard har Danmark fået en ny akrobat i hudløs ærlig socialrealisme.