21.01.2022

Hvis nogen skal komme med betragtninger, perspektiv og råd i #metoo-debatten, må det være tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt.


Emma og jeg købte begge to bogen på Bogforum - egentlig mest for at få Helle Thorning-Schmidts signering, men også fordi, vi var nysgerrige. Kunne hun bidrage med nuancerede betragtninger til debatten uden at gøre det på en passiv-aggressiv?


Nu har jeg læst den, og den meget veltilberedt - evidensbaseret, sober og reel. Helle Thorning ser tilbage på det, hun kalder en anden tid. Hun bruger det ikke som undskyldning for de ting, der er sket, men ser på det som en forklaring på, hvorfor man gjorde ting anderledes engang.


Fortællingen er ikke kun tematisk og rationel - det er også en personhistorie om at være ung, forvirret og bange for, hvad man skulle og ikke skulle gøre. Begge dele klæder bogen og gør det lettere at identificere sig med. I dag kan hun se det ovenfra og har en stemme i debatten, hvor hun kan gå forrest.


Hun kommer både omkring forælderroller, magt, solidaritet, at sige undskyld og at tænke i kasser. Det er dejligt nuanceret og viser kompleksiteten i debatten. Jeg synes afsnittene, hvor hun nøgternt beskriver tiden, som den var og vanetænkningen i vores samfund, er sindssygt interessante.


"Når mænd sætter pris på sig selv i jobsammenhæng, opfattes de som stærke. De kender deres eget værd og står ved det. Når kvinder gør det samme, er vi skrappe. Uvkindelige."


Jeg opfatter mig selv som moderne, feministisk og opmærksom på unødvendige kønsvaner i min hverdag. Men det var så tit, jeg sad tilbage med en følelse af hvor-har-hun-ret og havde lyst til at sætte en post-it med en note til mig selv.


Blondinens betragtninger er et vigtigt og nuanceret perspektiv på metoo-debatten. Den er ærlig, skarp og sober.


Enkelte steder bliver det lidt en gentagelse, og man kan godt misse et par sider uden at tabe tråden fuldstændigt.


Fire ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖


08.12.2021

Tine Høeg skriver elegant, intelligent, kælent og kynisk. Til sammen bliver de elementer til Tour de Chambre. Et mesterværk.


Jeg kendte ikke Tine Høeg, før jeg hørte hende fortælle om sin nyeste bog Tour de Chambre på Bogforum. Hun fortalte om, hvordan hun hele tiden betragter, iagttager og udspionerer verden for at samle materiale til karaktererne i hendes bøger. Om hvordan hvert eneste ord har været i et decilitermål, før det ender på siden og om, hvordan hun befrier sit sprog for rigid tegnsætning, men bruger det, når det giver mening for hendes sætninger.


Derfor måtte jeg læse fortællingen om Asta, der er leveret i 80'er-lignende indpakning og som romanlang lyrik.


Først tænkte jeg: Hvad er nu det for noget?


Nu tænker jeg: Der er ikke et eneste overflødigt ord i hele bogen. Det er, som om Tine Høeg har skrællet sproget med en kartoffelskræller og skrubbet fortællingen for hver eneste unødvendige plet. Det kræver både kunstnerisk talent og utroligt mod at lade ordene stå alene.


med ganske få ord og beskrivelser lærer vi 30-årige Asta at kende som en kompromisløs og følsom kvinde, og vi er både med hende i kollegie-fortiden og nutiden, hvor hun er i daglig dialog med sin bedste veninde Mai. Vi er på tåkrummende Tinderdate, til kaotiske kollegiefester, med i desperate sms-korrespondancer og med der, hvor livet gør ondt.


Jeg har mange litterære forbilleder, hvor jeg tænker: Ej, hvis jeg bare kunne skrive som hende eller hende eller ham.

Men jeg må bare sige; hvis jeg kunne bestille en klapsammenmad af Tine Høegs magiske sætningsstruktur og rytme og Stine Pilgaards humor og nøgne ærlighed, så ville jeg stå med den bedste rundtenommer, jeg kunne ønske mig.


Tine Høeg har med Tour de Chambre skrevet sig ind på hylden, der huser den stærkeste danske litteratur for tiden.


Fem ud af seks bøger: 📖 📖 📖 📖 📖




03.11.2021

Ziba vil bare gerne gå med pufærmer, læse bøger og prøve at elske et andet menneske, men hun er bundet så stramt af normer og traditioner, fordi hun er kvinde. Nillou Zoey Johannsen har skrevet en bog om en iransk kvindes kamp for frihed.



De politiske vinde vejer fornyelse i Iran i 1950’erne. Kvinder må tage tørklædet af, studere, bestemme ting selv. Sådan er det bare ikke for 16-årige Ziba, der altid er blevet talt til med tavshed fra hendes mor og slag fra hendes far. Den unge kvindes største drøm er en uddannelse, men det er udelukket. Hun skal giftes og føde børn og rette til og ind.


I små, tavse oprør syer hun alligevel forbudte kjoler, sniger sig til en forelskelse, dagdrømmer om universitetet, men hver gang hun forsøger at trække vejret i 1950’ernes mandeforurenede Iran, tæsker hendes far alle spirende håb ud af hende.


Hun bliver gift med en mand, hvor vold og kærlighed er det samme, og de bånd, der løsner sig om Iran strammer endnu mere om Ziba. Men hun lader sig selv mærke forelskelsen, kærligheden og begæret andre steder end hos sin mand og kæmper et stille oprør i smug.


Alligevel kan hun ikke give den frihed, hun aldrig selv fik, videre til sine døtre. Og det er måske netop det, det hele handler om: Hvordan finder man kærligheden til at give det videre til sine børn, man aldrig selv fik?


Nattens blomst er en autentisk, knytnævehård og lidenskabelig bog om smerte og kærlighed og om, hvordan de to kan være synonymer og alligevel aldrig nogensinde kan forenes.


Jeg forstår Zibas kamp mod undertrykkelsen og volden, men jeg forstår ikke, hun ikke gør mere for at skrive sine døtres historie om. Og så synes jeg, den lidenskabelige del fyldte for meget. Der er så mange andre smukke ting i fortællingen og Zibas kamp, der vejer op mod volden. Det havde stået stærkt nok i sig selv.


Tre ud af seks bøger: 📖📖📖